GALLERI

Her kan du se billeder fra forestillinger, jeg har været med til at skabe eller har haft på gæstespil i DK

Snedronningen

"Die Schneekönigin", Homunkulus 1995, efter H.C.Andersens eventyr af samme navn. Med Gabriele Koch og Karl Huck, musik af Prokofiev. Iscenesættelsen bygger på et koncept udarbejdet af Karl Huck og Jette Lund i 1994-95. Som grundlag ligger en kombination af eventyret og oplysninger fra H.C.Andersens dagbøger fra den sommer i 1844, hvor det blev skrevet. På billedsiden tager det udgangspunkt i Andersens stadige laden sig fotografere, hans egen "affotografering" af de mennesker og de forhold, som omgav ham, og ideen om det splintrede troldspejl, det gennembrudte eller ituslåede billede, og hvad der er bag det. På tekstsiden bruges eventyrets tekster som poetiske kommentarer til Gerdas rejse til Snedronningens slot. I forestillingens sidste billede er - som i eventyret - ordenen retableret, men det er en "troldspejlsorden", en illusion som den der skabes i fotografens atelier med malede landskaber på rullegardiner, papsøjler og gamle prismekroner. Forestillingens scenografi udgøres af dette "fotografens pulterkammer", ved siden af Gerda, en smuk dukke udført af dukkemageren Günter Weinhold, og Kay-dukken, en gammel modeldukke. Forestillingens øvrige figurer spilles af de to spillere, en mandlig og en kvindelig, iklædt Polichinel-kostumer - som Andersen selv ved et karneval i Italien - og som forvandler sig til krage, prins, prinsesse, rensdyr eller røverkælling, som det nu behøves.

Graense-Loes

Andespil

Det røde Bånd 1994. Udgangspunktet var her en samling dukker, udført af den tyske dukkemager Günter Weinhold til \"Den grimme Ælling\" af H.C.Andersen for teatret \"Homunkulus\" i Berlin. Denne forestilling blev ingen succes, og dukkerne hang på deres kroge og ærgrede sig sammen med deres spillere over ikke at blive brugt. Denne udfordring tog vi op, sammen med Karl Huck fra\"Homunkulus\". Det blev i 1994 til forestillingen\\\"Andespil\", scener fra ande¬gården, før den lille ælling river sig løs og drager hjemmefra. Musikken spillede Ole Egsgaard på guitar - vi brugte ingen ord - kun lyde og to tekster af H.C. Andersen: \"I skovens dybe stille ro\" og \"Hønsefødder og Gulerødder\". Forestillingen blev spillet 6 gange, deraf de 3 i Berlin - hvor dukkerne blev leveret tilbage.

Det gyldne Kompas

Aarhus Teater 2008-09. Grundlaget for forestillingen, som blev opført i to dele over to år, er Philip Pullman\'s 3-binds værk, fantasy-romanen \"His Dark Matters\", dramatiseret af Nicholas Wright. Den handler om pigen Lyra, som lever i en verden, parallel med vores. I Lyra\'s verden er det sådan at alle mennesker fødes med en daimon - et dyr, som følger en overalt. Mens man er barn, kan daimonen skifte form og være mange forskellige dyr: når man bliver voksen, finder ens daimon sin endelige form. Båndet mellem menneske og daimon kan ikke brydes uden at de begge dør. Disse Daimon\'er blev spillet af dukker, enten af spilleren selv, eller af en dukkespiller. I anden del af forestillingen viser denne dukkespiller sig som den \"død\" som altid følger et levende væsen som en mulighed. Dukkerne blev fremstillet af Gertrud Exner og Katrine Karlsen, Rasmus Frederiksen og Birgid König, med bistand fra Ellen Høyer, Inge Norman Christensen, Jens Kirkedal, teatrets malersal, skræddersal og revisitører. Det er uden diskussion det største teater-dukkeprojekt, der har spillet på dansk jord. De færreste af de deltagende skuespillere havde prøvet at spille med dukker tidligere. Den tyske dukkespiller Antje König blev engageret som underviser og konsulent på projektet. Dramaturgisk konsulent, konsulent vedr. dukkerne.

EEN GANG TIL-

- en linedans for små sandheder til musik af Beethoven, og som Nietzsche på ingen måde kan tage ansvaret for. Det røde Bånd 1995. \"..I musikkens højeste åbenbarelser føler vi ... uvilkårligt den grovhed, som enhver billedgørelse, enhver affekt, som trækkes frem som analogi, besidder: sådan som f.eks. Beethovens sidste kvartetter gør enhver anskuelighed, og overhovedet den samlede empiriske realitets område, fuldkommen til skamme. Overfor den højeste, sig virkeligt åbenbarende Gud, har symbolet ingen betydning mere, ja det forekommer nu som en fornærmende overfladiskhed.\" Sådan har Friedrich Nietzsche en gang udtalt sig (Musik und Wort, 1871) Da vi i 1994-95 havde til hensigt at at skabe et stykke, der tog udgangspunkt i musik, lod vi os friste af denne udtalelse. Vi valgte Beethovens Strygekvartet i Cis-moll, opus 131, som udgangspunkt, og satte denne musik sammen med de mange rige og gådefulde billeder fra Nietzsches værk, Zarathustra. Det blev en spændende periode, hvor vi sammen med Antje König fra Homunkulus forsøgte mange ting, som vi ikke tidligere havde turdet give os ud i. Rollefigurerne: Narren, Linedanseren, Den gamle Kone, Barnet, den unge Kvinde, Forskeren - og Det hæsligste Menneske blev spillet af Spillere, defineret som Løve, Kamel, Slange, Æsel og Ørn - under mottoet: \"Mennesket er en line, udspændt mellem dyr og overmenneske, en line over en afgrund\". Dukkerne var lavet af Sune Jørgensen og Palle Hansen. Forestillingen spillede 3 gange, og blev den sidste i vores lokaler i Absalonsgade.

Amalie

Det røde Bånd, 1993. Det er aften - den lille bjørn er træt. Men sove ? Det er svært. Alle forældre og alle børn kender situationen. En af vores morsomste forestillinger spillede vi for en gruppe 8 - 10årige, som stadig var tæt nok på til at huske, og dog så langt væk, at de kunne klukle - især naturligvis af forældrene, som så tappert og tålmodigt forsøger at få bare lidt fred. De små tilskuere levede sig ind - så langt, at den helt store spænding for dem først opstod til allersidst: Vækker Amalie sine sovende forældre ? Det gjorde hun heldigvis ikke, og vi kunne slutte af med at vise børnene den sovende bjørnefamilie: \"Sysh ! de sover !\" \\\"Godnat Amalie\\\" er inspireret af børnebogen af samme navn, dukkerne er lavet af Palle Hansen, Ole Egsgaard stod for musikken, Sune Jørgensen og Anders Jørgensen var de to spillere. Instruktion Jette Lund. Forestillingen havde premiere i 1993, den kom på gæstespil i Tyskland (i tysk udgave) og er ialt spillet ca. 38 gange.

Aristofanes:  Freden

Det røde Bånd 1989. Bonden Trygæos er træt af krig og vred på guderne, som ikke passer deres arbejde og hjælper menneskene, så de kan leve i fred. Skarnbassen er det eneste dyr, som har trodset den store gud Zeus. Trygæos fodrer en skarnbasse op (det lugter ikke godt !) og bruger den som ridedyr op til gudernes borg. Men guderne er ikke hjemme. De er trætte af de mennesker, som er hinandens værste fjender: I laver jo hinanden om til hakket kød. I jeres haver, hvor der før var blomkål, der gror nu hjerneskaller. Og sådan gør I frugtbar jord til vildnis, og gør en ørken af hver men\'skesjæl ! De har ladet Krigen begrave Freden i en hule, og Krigen har rullet en stor sten for. Med nogen hjælp fra verdens folkeslag lykkes det Trygæos at befri Freden, og få hendes hofdamer med tilbage til Jorden: \"Nok af alting\" - Opora - bliver han gift med. Men måske er \"Lad os tale om det\" - Theoria - den, som egentlig betyder mest ? Det er ikke let at få bugt med Krigen - han optræder i mange forklædninger. Aristofanes\' forestilling \"Freden\" blev opført første gang i Grækenland, ca. 421 år før vores tidsregning begynder, og den er - desværre - stadig aktuel. Vi arbejdede på den fra 1986 - og da den skulle ha\' premiere i 1989 var Berlin-muren netop faldet. Vi spillede den ialt 19 gange, sidste gang i 1991. Forestillingen var på gæstespil i Dresden og deltog i en konkurrence for ungdoms¬teater i Delfi i Grækenland. Tekst og instruktion Jette Lund, dukker Rolf Hansen, musik af Hindemith m.fl.

Den lille Lygte

Det røde Bånd 1986. Kongen - den lille prinsesse\'s far - dør. Men før han dør, stiller han hende en opgave, der forekommer hende helt umulig: Hun skal bringe solen ind på slottet. Hvordan kan hun gøre det ? Selv om hun kravler op på det højeste bjerg, og selv om hun ror ud på det dybeste vand, der hvor solen går ned, så kan hun alligevel ikke fange solen. En gammel mand, som altid bærer rundt på en lygte, giver hende nøglen til gåden: Alle vore små lygter lyser tilsammen lige så stærkt som .... ja, hvad ? Den palæstinensiske forfatter Ghassan Kanafani blev i 1972 dræbt af en bilbombe, anbragt af israelske agenter. Hans lille niece Lamiez var med ham i bilen, og blev dræbt sammen med ham. Til hende havde han engang skrevet eventyret. Ghassan\'s danske kone, Anni Kanafani, gav os lov til at bruge eventyret til en forestilling, som vi arbejdede på igennem flere år. I 1986 fik den premiere, og vi nåede at spille den 22 gange. Dukkerne blev skabt af Jette Lund og gruppen, tekst og instruktion Jette Lund. Dukkerne er nu i Libanon, hvor Anni Kanafani bruger dem i arbejdet med palæstinensiske flygtningebørn, og hvor de har været spillet ved en mindeforestilling for Ghassan Kanafani.

Hohnstein, EDUARD OG KUNIGUNDE

Det røde Bånd, 1992. På borgen Hohnstein, som ligner noget, der er klippet ud af en eventyrbog, sådan som den ligger på en klippeknold syd for Dresden, er der en tradition for dukketeater, skabt af den berømte dukkespiller og pædagog Max Jacob. Under krigen blev det vandrerhjem, som borgen var omdannet til, brugt som koncentrationslejr for krigsfanger. Men efter krigen kom dukkerne tilbage. Her har vi været på gæstespil flere gange. I 1991 med Sune Jørgensens \"Blodbrødre\", i 1993 med \"Harlekin Skelet\" og i 1996 med \"Gute Nacht Amalie\". I 1992 skabte vi \"Eduard og Kunigunde\" - en fore¬stilling til en husfacade. Vi tog udgangspunkt i en lille teaterspøg, som H.C. Andersen har skrevet til en fest hos familien Collin, og som han selv har fundet hos en østrigsk forfatter, Nestroy. Med legemstore dukker i sprællemandskonstruktion (Palle Hansen), vrede døre, som spyede fyrværkeri og animerede vinduer, som græd blå vandballoner, fortalte vi den tragiske historie om de unge elskende og den strenge fader. Staffan Hallroth havde skrevet musik til stykket og spillede den selv på en flot trækbasun. Desværre fik vi aldrig lejlighed til at spille forestillingen på en københavnsk husfacade.

Victor Brockdorffs dukketeater

!980-1997. Det begyndte alt sammen med Victors dukker, som lå i deres kasser og ikke blev spillet - og det var jo ærgerligt. Det måtte der gøres noget ved. Og det gjorde vi så. Land og Folks festivaler i Fælledparken, og et behov for god og anderledes underholdning for børnene der, var anledningen. Men bordet fangede. Før vi så os om, var vi dybt inde i en ny og spændende verden, som vi ikke kendte nær nok til, og vi forstod, at hvis vi ville yde dukketeatret og Victors dukker retfærdighed, så måtte vi gå ind i denne verden og gøre den til vores. \"Harlekin Skelet\", \"Pjerrot og Julemanden\", \"De tre feje friere\" og ikke mindst \"Pjerrot og Kagetyven\", har været grundstammen i vores repertoire fra de allerførste år. Dertil kommer \"Ægteskabskontoret\", \"Forvandlingen\", \"Pjerrot og Tryllenødden\" og flere andre forestil¬linger, som ikke er blevet spillet så tit - enten fordi de ikke var så spændende at spille som de andre, eller fordi de - som f.eks. \"Rejsen rundt om Jorden\" - var meget ressource¬krævende. Af de første 100 forestillinger var de 98 med Victors dukker. Siden har vore \"egne\" forestillinger taget mere plads - af de ialt ca 350 spillede forestillinger er de 200 med Victors dukker.

Gedekiddet

\"Das Zicklein\", efter Alf Prøysens fortælling \"Gedekiddet, som havde lært at tælle til ti\". Dukker: Stephan Rätsch og Barbara Wendel. Med Thomas Vogel, 1999-2000. Manuskript og instruktion.

Maaneeventyr

Homunkulus, 1994 med Antje König, frit efter James Thurber: \"Many Moons\". Dukker: Antje og Birgid König. Dramaturgisk konsulent, instruktion.

Pinocchio

Homunkulus 1994, med Karl Huck, efter Carlo Collodi, dukker Günter Weinhold. Tekster bl.a. Mary Shelley og Goethe. Dramaturgisk konsulent, instruktion.

Zar Saltan

Nøddeknækkeren

\"Nussknacker und Mausekönig\", Homunkulus, 1995, efter E.T.A. Hoffmann, dukker Stephan Rätsch og Barbara Wendel. Dramaturgisk konsulent.

Schatzinsel

Der Flaschenteufel

Familien Fisker

\"Familie Fischer:\"Homunkulus 1993, efter eventyret om \"Fiskeren og hans kone\", også kendt som \"Konen i muddergrøften\". Dukker og scenografi: Objet Trouvé af Karl Huck. Musik Nino Sandow. Dramaturgisk konsulent, instruktion. \"Når man knap nok har det nødtørftigste så er det vel ikke så sært at man drømmer om noget bedre. Hvis man så får muligheden for at virkeliggøre sine drømme - så hvorfor ikke ? En smule varme i en kold tid, det vil alle vel gerne have. Sådan begynder historien og fiskeren og hans kone. Mellem drøm og virkelighed, frihed og nødvendighed udspiller hisstorien sig, på en øde strand, hvor sommeren forlængst er forbi. En vise om nødvendigheden af at bygge drømmeslotte og korthuse, tilegnet virkeliggørelsen af vores kærlighed\".

Die Kaeseinsel

Hase und Igel

Katten MacKenzie

Homunkulus 1992. \"Kater Mackenzie\" efter U.M. Williams. Dukker Till og Birgid König, Scenografi Sven O. Winter og Gabriele Koch, lys og lyd Andreas Max Eichberg, musik Nino Sandow, dramaturgi, tekst og instruktion Jette Lund, på scenen Antje König og Karl Huck.

Im Labyrinth der Schnecke

Homunkulus 1992. \"Im Labyrinth der Schnecke\", efter H.C.Andersen \"Den lille Havfrue\". Ide og instruktion Karl Huck, Scenografi Ruth Tesmar, figurer og masker Dominique Windisch, Lys og lyd Sven O. Winter, dramaturgisk konsulent Jette Lund. Musik (orgel) Thomas Noll: Niels W. Gade: Drei Tonstücke für Orgel, opus 22, Jan Pieterszoon Sweelinck: Fantasia Chromatica Tekster: H.C.Andersen \"Den lille Havfrue\", Else Lasker-Schüler.


..

 Til oversigt.